Den Danske Korrekturlæseruddannelse

’Korrekturlæser’ er en ubeskyttet titel, og på mine kurser landet over har jeg mødt en del fungerende korrekturlæsere og andre skrivende medarbejdere uden den tilstrækkelige sprogfaglige viden til at varetage deres skriveopgaver tilfredsstillende. Det vil jeg gerne råde bod på med Den Danske Korrekturlæseruddannelse, og foreløbig har jeg uddannet mere end 250 korrekturlæsere.

 

Målet med korrekturlæseruddannelsen er at professionalisere et erhverv der er med til at præge tekster fra både den offentlige og private sektor. Samtidig kommer du som bestået kandidat til at føle dig langt mere sikker i din skriftlige produktion.

 

NB: Det er ikke et begynderkursus, du skal have et rimeligt kendskab til eller god sans for dansk stavning og grammatik i forvejen.

 

Undervisningen bliver fremover varetaget af cand.mag. i lingvistik Katrine Støiholm - hun er både fagligt skarp og en fin underviser.

Den Danske Korrekturlæseruddannelse kører fortsat efter mit koncept og med mit sædvanlige kursusmateriale, og jeg fungerer som censor.

 

Om kursusdatoer og tilmelding i hhv. Taastrup og Århus:

Se mere på

www.teknologisk.dk/kurser/den-danske-korrekturlaeseruddannelse/k86102

 

Kursussteder: Teknologisk Institut
Taastrup: Gregersensvej 1, Bygning 8, 2630 Taastrup
Århus: Kongsvang Alle 29, 8000 Århus C

 

Uddannelsesforløb i 2024:

Se https://www.teknologisk.dk/kurser/den-danske-korrekturlaeseruddannelse/k86102

 

Målgruppe og forudsætninger

Målgruppen er fastansatte, freelancere og selvstændige - fx selvlærte korrekturlæsere, journalister, særligt sproginteresserede, kort sagt alle som har baggrunden til at kunne blive kvalificerede korrekturlæsere. Kurset henvender sig også til dig der overvejer korrekturlæsning som ekstra- eller hjemmejob.

Som udgangspunkt er det nødvendigt at du har et fundamentalt kendskab til eller udpræget sans for dansk retskrivning og grammatik.
 

Indhold og forløb

Uddannelsen er et krævende og disciplineret forløb: Den kræver forberedelse til hver mødegang, og du skal deltage aktivt i timerne. Til gengæld er vores hold ret små - højst 12 deltagere - det giver det bedste udbytte. Bemærk at du skal deltage i mindst 80 % af undervisningen for at kunne gå til eksamen.

Den danske korrekturlæseruddannelse styrker din sproglige kompetence i en sådan grad at du kan bidrage aktivt og kvalificeret med at forbedre tekster. En virksomhed med certificerede korrekturlæsere får automatisk styrket sin kommunikation.
 

Lektionsplan:

1. lektion.De grundlæggende kategorier

Introduktion: De fem retskrivningsprincipper i dansk – derfor ser dansk sådan ud. Udviklingen siden 1955-udgaven af Retskrivningsordbogen. De vigtigste udviklinger (= forenklinger). Hvilken vej går den danske retstavning? Hvor meget bestemmer Dansk Sprognævn? Hvem påvirker udviklingen stærkest? Normbegreb og fejltyper – hvilke normbrud giver mest støj på linjen? Øvelse: enkelt/dobbelt konsonant.

Morfemer, ordenes atomer: rod, afledningselementer, bøjningsendelser. De tre typer af ord: simpleksord, sammensætninger og afledninger.
Øvelser: Definér ordtyperne; orddeling; sær- eller sammenskrivning; fuge-s; enkel, enkelt/enkelhed/enkeltheder.

2. lektion. Ordklasserne

Ordklassernes karakteristika: indhold og funktion.

Substantiver og adjektiver og deres sammenhæng (kongruens). Gradbøjning: morfologisk eller perifrastisk (med hjælpeord)? Øvelser: definér udvalgte ords ordklasse i 70 sætninger; substantivbøjning, herunder r-problemer og latinske og angelsaksiske låneord; talord.

Verber og præpositioner: Verber: finitte og infinitte tider; markeret og umarkeret tid; imperativ; r-problemer; glem ikke pluskvamperfektum; præsens eller præt. part. (-en eller -ende); modalverber og deres bøjning; 'er' eller 'har' som hjælpeverbum? Øvelser: bøjningsformerne; transitive og intransitive verber.
Præpositioner: præpositionsforbindelser, begrebet styrelse; kontaminationer i faste udtryk; kasus efter præpositioner. Øvelser: ad/af; et eller to ord (indenfor, udenfor osv.); de/dem-problemet.


3. lektion. Konjunktioner, adverbier

Sideordnende og underordnende konjunktioner. Forskellen på adjektiver og adverbier. Den hyppigste form for adverbiumdannelse. Øvelser: at eller og; dobbeltkonjunktion; hvornår skal der -t på adverbierne; gradsadverbier og mådesadverbier m.m. Masser af øvelser.

4. lektion. Sætningslære

Hvad er det bærende led i en sætning, og hvilke led kan en sætning indeholde? Helsætning, ledsætning og helsætningsstamme. Vi får sprængt nogle grænser ved hjælp af begreber som ”en sætning inden i en sætning” og ser på sætningsskemaet og sætningers trappediagram. Sætningskløvning, sætningsknude, for- og bagvægt.
 

5. lektion. Komma

Så tager vi fat på kommaerne: De fem kommaregler og masser af øvelser, herunder i valgfriheden når det gælder ledsætninger: med og uden startkomma. Sætningslære og kommatering hænger uløseligt sammen, kun gennem sætningslæren bliver du dygtig til at sætte komma.
 

6. lektion. Andre tegn, herunder korrekturtegn. Eksamensopgaver

Apostrof, bindestreg, kolon, punktum, semikolon – hvornår bruger vi dem, og hvordan? Korrekturlæsningen har jo sit eget tegnsprog. Vi gennemgår disse rettetegn og bruger dem i praktiske korrekturlæserøvelser.
Læs korrektur på konkrete tekster.

Spørgsmål og svar inden eksamen.


Eksamen

3 1/2 times prøve: Find fejlene i den udleverede tekst, og ret dem til korrekt sprog vha. korrekturtegn. Sæt komma i det andet teksteksempel, som udleveres i to eksemplarer: sæt med startkomma i det ene og uden startkomma i det andet.
Trykte hjælpemidler må medbringes, men ikke pc, og mobilen skal være slukket.
 

Uddannelsesmateriale  

På uddannelsen får du udleveret Forlaget Politikens Håndbog i Nudansk, Retskrivningsordbogen og Kirsten Rasks Korrekturlæserens grundbog. Dertil kommer en udførlig lektionsplan og supplerende materiale, som bliver udleveret på kurset.

Pris
De syv dage koster samlet 24.900 kr. plus moms, inkl. de nævnte bøger og eksamen.

Se mere om datoer og tilmelding på

https://www.teknologisk.dk/kurser/den-danske-korrekturlaeseruddannelse/k86102



 

 

Læs min kronik fra Politiken: Det lille 'men' er et fuldkommen magisk ord - om et uundværligt hverdagsord med stort kreativt potentiale (med min tegnsætning, ikke Politikens):

Det magiske ’men’

Sprogmagister Kirsten Rask · Kalvehave 6H, 4100 Ringsted, Tlf. 20 29 92 43 · raskkir@gmail.com

Powered by Søgaard & Co.