Er vores fælles ordforråd på skrump?

Af sprogmagister Kirsten Rask

Ordbogsforfatter ved Gyldendal og ansvarlig for Den Danske Korrekturlæseruddannelse på Teknologisk Institut

Noget af det der holder os sammen som samfund, er vores fælles ordforråd: at vi alle kender de ord vi bruger i dagligdagen, så vi kan udtrykke og forstå de ting der er væsentlige for at få vores fællesskaber og samfund til at leve og fungere.

På mine sprogkurser møder jeg nu flere og flere kursister i 20’erne og 30’erne som har problemer med sprogforståelsen, både når det gælder ord og lidt længere sætninger. Flere giver selv udtryk for at de synes at deres ordforråd er mangelfuldt og sætningsbeherskelse usikker, og spørger mig hvordan de får udvidet deres sproglige kunnen. Mit svar til dem følger længere nede.

Sproget er den eneste ”muskel” som ikke svækkes eller svinder ind med alderen. Når vi bruger sproget livet igennem, bliver vi bedre til det. Derfor råder vi som ældre generelt over et større lager af ord end yngre generationer. En del af vores ordforråd er passivt, det vil sige at vi forstår ordene selv om vi måske ikke selv bruger dem; den aktive del af vores ordforråd vil altid være mindre end den passive. I hvert fald indtil vi føler os så sikre på et ord at vi begynder at bruge det selv.

At vi har større ordforråd som 20-årige end som 10-årige, kommer nok ikke bag på nogen. Og det holder faktisk aldrig op: Vi får et stadigt voksende ordlager som 30-, 40-, 50-, 60- og 70-årige osv. – indtil vi måske begynder at glemme både ord og andre minder.

Der findes selvfølgelig sprogbrugere på 30 som har et større ordforråd end nogle af dem på 60 og 70; men den ordrige 30-årige vil stadig have udviklet et endnu større sprogligt begrebsapparat som 60-70-årig. Samtidig bliver vores udtale tydeligere med alderen, og vi får også et sikrere greb om de faste udtryk, som på en eller anden måde er blevet vedtaget kollektivt af danske sprogbrugere gennem tiderne, udtryk som: tage afstand fra/lægge afstand til; lykken står den kække bi; tage bladet fra munden; alt ånder fred; sætte nogen stævne; få noget fra hånden; kræse for nogen; mane i jorden; kunne tåle mosten; på prent; rage kastanjerne ud af ilden; rede trådene ud; råde bod på; stå på tærsklen til; tage livtag med noget; tage tyren ved hornene; opgive ævred; ligge som et åg på nogens skuldre o.m.a.

Ud over de ord og udtryk der indgår i vores fælles (?) sprogbrug, har de fleste faggrupper selvfølgelig deres egne fagord, deres egen jargon. Det gælder også folk der dyrker forskellige sportsgrene og alle hånde hobbyaktiviteter, ligesom mange unge har særlige ord inden for deres interessefelter som nye musikformer, bestemte filmserier, it-brugerord og almindelig ungdomsjargon.

Og i og med at de unge altså er mindre inde i (og dermed mindre bundet af) sproglige traditioner, er de også mere modtagelige for nydannelser, men også normbrydende udtryk som skaber støj på linjen og irriterer – eller morer – mere øvede sprogbrugere.

Dog: Spørgsmålet om hvem der skaber de varige, bærende fornyelser som ender med at blive fælleseje, er en anden sag. Det vi ved, er at fagsproget er den største kilde til nye ord i dansk, jf. Dansk Sprognævns lister over nye ord i dansk. Og vi ved også at vores sprog ikke udvikler sig af sig selv – det er os selv der skal gøre det, både hver især og kollektivt. 

Derfor er det også afgørende at vi som unge stifter bekendtskab med så mange ord  som muligt. Vi har anlæg for sproglig udvikling livet igennem, men den kommer ikke af sig selv. For at få øget vores ordforråd skal vi i praksis møde ukendte ord og udtryk og aktivt opdage betydningen og brugen af dem ved at slå dem op eller spørge nogen der ved det. Kun sådan kan vi tilegne os nye ord og dermed udvikle vores sprog hver især.

Vi lærer ikke nye ord ved at læse tekster der har som mål kun at bruge ”kendte ord”. Og det er oftest den slags ord vi møder i tekster beregnet til skærmlæsning. For hovedkravene til dem der skriver tekster specielt til skærmen, er netop: Brug kun ord som læserne kender (endelig ikke for lange), skriv korte afsnit og ikke mere end 15-18 ord mellem punktummerne.

Disse regler gælder selvsagt ikke regulære bøger der også udgives som e-bøger – eller lydbøger for den sags skyld. Tekster formuleret til skærmbrug er tilpasset så vi kan overskue dem når vi er i det hurtige eller ligefrem utålmodige hjørne.

Kravet om korthed kan være en god øvelse i at få os til at sætte det vigtigste forrest og udtrykke os uden omsvøb. Men korthed er ikke en kvalitet i sig selv, det er også en sproglig spændetrøje at skulle forme alt i korte sætninger, eller rettere korte punktummer, for reglen om få ord mellem punktummerne har ført til at mange slet ikke gør sætningerne færdige, men sætter punktum inden sætningen faktisk er færdig (det giver lavere lixtal), fx Det er med til at give vores erhvervsliv i Danmark en planlægningshorisont. Og er for mig en måde at vise seriøsitet på. Her er to punktummer, men kun én sætning. 

Kortfattethed er en stilform som egner sig godt til at beskrive ånd(e)løshed, give oversigter og virke umiddelbart tillokkende: Det her ser let ud. Men problemet er at den afsnubbede stil ikke egner sig til at skabe indre sammenhæng i en tekst – vi bliver jo ustandselig afbrudt i læsningen af punktummer, og i længden bliver den slags tekster bare ligegyldige og irriterende i deres uniformitet. Og hvis man kun læser den form for tekster, bliver man i praksis vænnet af med at læse og skrive bare lidt længere sætninger.

I mange danskfaglige sammenhænge oplever jeg at den egentlige sætningslære i alt for høj grad er blevet erstattet af ”kunsten” at tælle ord mellem punktummerne. Men det er altså ikke tegnene der afgør hvornår en sætning holder op (selv om det nok oprindelig var tanken med punktummer). Derfor har mange, også professionelle, sprogbrugere mistet grebet om sætningerne, herunder bl.a. forskellen på ordstillingen i helsætninger og ledsætninger, fx Vinden bliver svag til jævn, der fra sidst på dagen tiltager og bliver i løbet af natten jævn til hård. Eller: Deavers blev ringet op tidligt i morges, hvorpå han bankede hånden ind i væggen et par gange og ringede så til en anden. Eller: … der vil gøre det attraktivt at udfase plastik og bruge i stedet mere bæredygtige midler.  Eller: SF … som jo gik til valg på løftet om minimumsnormering og har flere gange senere henvist til BUPL’s målsætning. Alle eksempler er forfattet af professionelle skribenter, fx på nyhedsværternes teleprompter eller på tekst-tv.

Nogle specifikke slægtsbetegnelser er hos mange også ved at blive ”truede arter”. I stedet for farbror og morbror bruges onkel, en meget mere upræcis titel, i og med at ordet kan stå for både morbror/farbror, mosters/fasters mand, stedfar – eller simpelthen bare en ven af huset og lignende ikkebeslægtede personer. Det samme gælder den kvindelige version, tante, som også er en form for upræcist samlebegreb. Så når nogen taler om deres tante og onkel, kan det være både moster/faster plus mand, farbror/morbror plus hustru – eller bare en eller anden form for fjerne slægtninge eller nære venner. En del sprog, herunder engelsk, har ikke disse specifikke slægtningsnavne, men oversættere kan som regel ud fra sammenhængen se hvad de skal oversættes med til dansk, i stedet for at fx aunt bliver oversat til tante med forklaringen mors/fars søster. Det samme gælder selvsagt grandfather og grandmother, hvor dansk jo også har tre mulige betegnelser for hver af den engelske.

En tilsyneladende frivillig ord-reduktion ser vi i den meget udbredte brug af verbet lave, der får lov til at fortrænge talrige andre verber. At lave er rigtigt nok et jokerverbum som kan vikariere for de mange andre verber. Vi hører og ser nu ordet overtage pladsen i flere og flere sammenhænge, fx lave aftaler; lave fejl; lave forbud; lave overenskomst; lave fjender/venner; lave et forlig; lave fred/krig; lave handel; lave et indhold; lave kunst; lave kriminalitet; lave lejligheder; lave love; lave nye ord; lave politik; lave reparationer; lave tekster; lave valg o.m.a.

Er det et bevist ønske om forenkling der får også professionelle sprogbrugere til at foretrække et jokerverbum frem for at udnytte det omfattende udvalg af mere udtryksfulde verber som sproget tilbyder, fx avle; begå; danne; etablere; foretage; formulere; fremelske; fremstille; fremsætte; fremavle; få i stand; generere; gennemføre; gøre; indføre; indgå; istandsætte; opbygge; opfinde; opnå; opstille; skabe; skaffe; opdyrke; skrive; udforme; udrette; udtænke o.m.a.

Andre jokerverber er stoppe og starte. Jeg tror næsten at man kunne gennemføre fx et nyhedsindslag med de tre verber stoppe, starte og lave alene. Ordene er absolut forståelige, men kan teksterne kaldes velformulerede eller foregangseksempler på godt sprog?

Forenklingen omfatter også grammatikken, fx verbernes tider. Journalistiske tekster foretrækker præsens, også om episoder, ”historier”, som har fundet sted i fortiden, såkaldt historisk præsens. Præsensformen er ganske vist en umarkeret eller flertydig tid, det vil sige at den kan dække handlinger der er foregået enten i fortiden, i nutiden, i fremtiden eller det der hedder al-tid eller u-tid.  Når det på tekst-tv fx hedder Vulkanen går i udbrud, kan det betyde enten: Vulkanen gik i udbrud (fx i nat), Vulkanen er (gået) i udbrud eller Vulkanen vil gå i udbrud (inden længe). Et eksempel på al-tid eller u-tid er Vulkanen går jævnlig i udbrud. Hvorfor ikke bruge de mere præcise, altså markerede, tider?

En tempusform som tilsyneladende helt er på vej ud, er den sammensatte tid pluskvamperfektum/før datid. Den har vi til at beskrive en handling der er foregået/overstået før en anden handling i datid; men den bliver i højere og højere grad erstattet af den usammensatte præteritum/datid, fx Tyrkiet indledte sin offensiv efter at USA trak sine styrker ud. Som om de to ting skete samtidig, men den første handling sker netop ikke før den første er gennemført. Andet eks.: De hævede mødet kort efter at flere gik hjem. Men de var ude af døren, altså var gået.

Bevidst (over)forenkling? Har nogen besluttet at vi ikke har brug for denne sproglige tidsskelnen?

På mine skrive- og grammatikkurser møder jeg som nævnt flere og flere unge mennesker som ganske enkelt ikke kender ord som jeg troede var en del af vores fælles – aktive eller passive – ordforråd. Og det er vel at mærke specielt sproginteresserede unge. Det gælder fx udtryk som alle hånde (ikke krydderiet); angle efter; asketisk; beklikke; dæmre (for nogen); forsage (forveksles med forårsage); forsværge; i færd med; gordisk knude (forveksles med gotisk); høvisk tale; just; kunstlet; (at) kurre; musisk (forveksles med musikalsk), omgå/omgås (forveksles); sirlig; skurre (forveksles med skure), svinkeærinde; svire; svirre; synftig; sætte folk i bås (erstattes med boks); uvorn; vægelsindet; vægre sig ved/værge for sig (forveksles); ærinde; (opgive) ævred.

Kursisterne siger selv at de føler deres sproglige begrænsning som et handikap. Hvilke råd kan jeg så give dem?

Først og fremmest: Hvis du sætter dig for at ændre dit sprog, kan du også gøre det, og det gælder både udtale, ordforråd og grammatisk kunnen. Ligesom vi kan udvikle vores fysik gennem træning, kan vi selvsagt også udvikle vores sproglige format gennem øvelse. Det er ingen skade til at se det som en sport.

Men det kræver en personlig indsats. Andre kan hjælpe og inspirere, men vi skal gå vejen selv. Nogle får det mere eller mindre med som en gave gennem deres opvækst og uddannelse, men vi får aldrig nok. Eller rettere: Når det gælder sprog, kan vi aldrig lære for meget, og vi kan altid blive bedre. Det er opløftende at omgås mennesker som har et større ordforråd end en selv, enten personligt eller gennem deres musiske produkter. Så dyrk din sprogsans bevidst. Lær dit sprogs grammatik på vejen – al viden om sprog bidrager til et mere smidigt og fintfølende redskab.

Læs, lyt og lær. Læs bøger og andre seriøse medier som ikke taler ned til læserne: romaner, digte, fagbøger (på dansk), essays og alt godt som du kan finde. Deltag i seriøse samtaler, om ikke personligt, så som tilhører. Undersøg ukendte ord og udtryk: Slå dem op, eller spørg nogen der ved hvad de betyder. Det er aldrig spildt, heller ikke hvis du måske ikke begynder at bruge dem aktivt straks. Bibelen er i øvrigt givende, også rent sprogligt; mange af vores fælles talemåder og faste udtryk stammer derfra. Krydsogtværser lærer også stadig mig en del nye ord eller minder mig om ord som jeg troede at jeg havde glemt. Tak for det, og samtidig for underholdende hjernegymnastik.

For det korte af det lange er at hvis man kun læser og skriver tekster der er skåret til efter skærmkommunikationens krav om (over)forenkling, får man en begrænset sproglig erfaring og spændvidde.  

Kirsten Rask

PS: Jeg har skrevet denne kronik uden startkomma, så hvis den er sat med startkomma (= gammelt komma), er tegnsætningen ikke min.

PPS: Kronikken blev sat med startkomma, og mit PS var slettet.

Rask Kommunikation · Kirsten Rask · Tåstrupvej 257, 4340 Tølløse · Tlf. 58 85 85 02 / 20 29 92 43 · post@kirsten-rask.dk

Powered by Søgaard & Co.