Lix-misbruget

Af sprogmagister Kirsten Rask

Skriftsprog har en særlig magi der ligger i at det er varigt og kan bevares for eftertiden, mens talesprog er flygtigt og afhængigt af tid, sted og det sociale samspil  – kort sagt konteksten. Holdbarheden gør også skriftlige udsagn til mere vægtige fingeraftryk end talesprog, der til en vis grad kan rettes, tilpasses og justeres undervejs i en samtale.

Og selv om elektroniske tekster i mange tilfælde er mere kortsigtede og som skrevet i vand, kan de også gemmes til eftertiden, enten som print eller i et sikkert it-depot, ligesom slettede tekster ad tekniske veje tit kan hentes frem igen.

Skriftsproget kræver kort sagt mere af dets afsender, og i og med at det kan ses som en slags fingeraftryk, har mange større virksomheder udformet en intern sprogpolitik som de ansatte skal følge i deres korrespondance: produktbeskrivelser, mail, chats osv. De fleste af reglerne i disse sprogpolitikker går ud på at ensrette, forenkle og dermed afgrænse sprogbrugen – lægge sproget i så faste rammer som muligt.

Og til dét tilbyder lixmålinger meget behændigt en kvantitativ metode til at måle graden af læsbarhed – hedder det sig.

En lidt for nem målemetode

En lixmåling er et (over)forenklet redskab til at måle eller tælle sig frem til teksters læsbarhed (lix = læsbarhedsindex). Men der er store mangler i at beregne læsbarhed kvantitativt, nemlig ved at lægge antallet af “lange ord” (= ord over 6 bogstaver) sammen med det gennemsnitlige antal ord mellem punktummerne – som er de to elementer der indgår i optællingerne.

Brugt ukritisk giver lixfokusering et afsnubbet, monotont og overforenklet sprog, som bliver både kedeligt og koldt: Lutter korte sætninger gør at teksten virker affærdigende/kort for hovedet, og indholdet fremstår usammenhængende og uunderbygget. Som opfinderen af lix, svenskeren C.H. Bjørnsson, selv sagde, skal lix kun ses som et symptom, og vi må ikke slå den sunde fornuft fra. Lixtal kan aldrig stå alene.

Det mest bekymrende ved lix er de kortslutninger som Björnsson af praktiske grunde lagde ind i målingerne, både når det gælder definitionen af et svært ord som et der har mere end 6 bogstaver, og – allerværst – definitionen af en sætning som lig med ”dét der står mellem to punktummer”.

Det var nødvendigt for at opnå en nem kvantitativ målemetode, men disse kortslutninger har ført til overfladiske betragtninger som intet har at gøre med fagligt lødige sprogbeskrivelser. Og eftersom metoden er så let at bruge, har den for mange fortrængt egentlig sætningsanalyse og stilistisk forståelse.

Lix er ment som en gennemsnitsmåling

Først og fremmest var lix ment som en metode til at komme af med kancellisproget i især offentlige tekster og forretningssprog – det berettigede i første omgang de indlagte kortslutninger, mente Björnsson. Målingens berettigelse gjaldt længere tekster, hvor man kan beregne det gennemsnitlige lixtal over flere sider.

Kancellisprog i klassisk forstand er så godt som udryddet overalt nu, men lix lever videre og bruges nu helt ned til de mindste tekster, ja ligefrem enkelte sætninger. Men at tale om lixtal i en enkelt sætning er helt uden for s

Hvad er problemet med de to tællinger der indgår i et lixtal: Antallet af ord på over 6 bogstaver og det gennemsnitlige antal ord mellem punktummerne?

Svære ord er ord der ikke så frekvente i sproget, det vil sige at de kan være ukendte for mange sprogbrugere. Det er rigtigt at hyppige ord gerne er/bliver kortere end mindre frekvente ord, om ikke andet fordi vi forkorter dem, fx info(rmation), uni(versitet), øko(logisk) osv.

Men når lixberegninger tæller “lange ord”, tager målingen ikke hensyn til at vi som læsere vænner os til et ord undervejs: Når vi har set det samme ord 3, 4 eller 5 gange, har vi lært det, og det er ikke svært længere – kun ifølge lixmålingen: Dér bliver et ord på over 6 bogstaver ved med at tælle som ”svært” gennem hele teksten.

Sætningskvababbelsen

Men den værste lix-misforståelse ligger i definitionen på en sætning som lig med” det der står mellem to punktummer”. Det bærende, grundlæggende element i begrebet sætning er et verbal/udsagnsord plus subjekt/grundled, og dertil kommer de led der lægger sig til/siger noget om denne kerne. Punktum derimod er bare et pause-/skilletegn – på linje med komma, tankestreg og semikolon.

Lixens sammenblanding af sætninger og punktummer har forledt mange til den misforståelse at en sætning holder op hver gang vi sætter et punktum.

Nogle gange holder det stik, som her:

Det begyndte godt. Men det endte skidt. (to sæt af verbal/udsagnsled og subjekt/grundled plus tilhørende led).

Her er der overensstemmelse mellem punktummer og begrebet sætning. Men der er stadig tale om to sætninger når vi bruger et af de andre skilletegn:

Det begyndte godt; men det endte skidt.

Det begyndte godt, men det endte skidt.

Det begyndte godt – men det endte skidt.

Omvendt er der kun én sætning her:

Han gik tidligt hjem. Uden at sige farvel.

Lixtankegangen vil tale om to sætninger i eksemplet  – fordi der er to punktummer. Men der er kun én sætning i grammatisk forstand (= et verbal/udsagnsled plus subjekt/grundled med tilhørende led.)

Det eneste der sker ved at sætte punktum, er at lixtallet bliver lavere, men ikke læsbarheden.

Det kvantitative syn på syntaksen får nogle til at sætte direkte forstyrrende punktummer, fx  

Mere end 100 politifolk fra flere afdelinger i politikredsen deltog med bistand fra Rigspolitiet i aktionen. Aktionen har været under planlægning gennem længere tid.

Skribenten føler sig åbenbart presset til at gentage eller opsamle samme ord, aktionen, efter punktummet – en urytmisk og unaturlig formulering. Det er både enklere og mere naturligt at erstatte punktummerne med fx komma. Det giver højere lixtal, men sætningerne bliver ikke sværere at læse – tværtimod:

Mere end 100 politifolk fra flere afdelinger i politikredsen deltog med bistand fra Rigspolitiet i aktionen, som har været under planlægning gennem længere tid.

Punktummanien får også mange skribenter at at se stort på/glemme/overse forskellen på helsætninger og ledsætninger/bisætninger, fx

Hvis du har flere bilag liggende fra sidste år. Så må du meget gerne sende dem til mig.

Da hvis er en underordnende konjunktion/bindeord, er en hvis-sætning altid en ledsætning/bisætning og kan dermed  ikke stå alene  – så igen bryder punktummet sammenhængen og dermed forståelsen. En mere naturlig og sammenhængende formulering er:

Hvis du har flere bilag liggende fra sidste år, må du meget gerne sende dem til mig.

Igen: Lixtallet bliver højere, men læsbarheden bedre.

Punktum er et skilletegn

Punktummer betyder grundlæggende en form for afslutning på en del af indholdet og skal dermed fungere som en opdeling af informationerne i adskilte enheder.

Det forstyrrer læsningen hele tiden at få at få afbrudt læsestrømmen. Det er rent ud trættende.

Selvfølgelig kan vi også bruge punktummer til at understrege indholdet stilistisk: Mange punktummer/korte sætninger signalerer en form for stakåndethed, tankemylder eller usammenhængende tankegang og kan skabe kontraster og drama i et handlingsforløb, fx

”Jeg har to venner. En god og en dårlig. Og så har jeg min bror. Han er måske ikke lige så sympatisk som mig, men han er ok.

Jeg låner min brors lejlighed mens han er bortrejst. Det er en flot lejlighed. Min bror har en del penge. Gud ved, hvad han arbejder med. Jeg har ikke fulgt særlig meget med i det. Han køber eller sælger noget. Nu er han ude at rejse. Han har fortalt, hvor han skulle hen. Jeg har skrevet det ned. Det kan have været Afrika.” (Fra Erlend Loes NAIV-SUPER, Klim 2006)

Men som samlet stilelement hele vejen igennem en tekst, fx i fagtekster, mister grebet sin mening og virker bare usammenhængende og overfladisk, fx:

De faldende boligpriser har gjort tusinder af boligejere teknisk insolvente. Det skriver JyllandsPosten.

Faktisk bliver teksten både kortere og mere flydende når man trækker de to sætninger sammen:
De faldende boligpriser har gjort tusinder af boligejere teknisk insolvente, skriver JyllandsPosten.

Indimellem udarter gentagelserne til kunstige udskilninger, som her:
61.537 boliger. Så mange er til salg ifølge Boligsiden.dk.

Spidsplacering er en udmærket teknik til at sætte fokus på vigtige oplysninger. Men det giver et unaturligt, kantet sprog at adskille talmængden fra resten af sætningen, og jeg tvivler på at man husker tallet bedre end hvis man trækker det hele sammen i én periode:

61.537 boliger er til salg ifølge Boligsiden.dk.
 

Skærmtekster = lavlixsprog

Tekster der er skrevet specielt til skærmlæsning, er tit underlagt bestemte (lave) lixkrav.

Så det er det sprog vi møder på hjemmesider, i produktbeskrivelser og alle hånde tilbud, altså et forenklet, ofte monotont sprog. For tælleriet af ord mellem punktummerne fører også gerne til en monoton sætningsopbygning med ligefrem ordstilling i alle sætninger, hvor subjektet/grundleddet altså står foran verbalet/udsagnsleddet hele vejen igennem, som her:

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er en statsinstitution under Undervisningsministeriet med sit eget lovgrundlag. Højskolen ledes af en bestyrelse, der ansætter rektor.
Rektor har den daglige ledelse af højskolen.
Grunduddannelserne reguleres blandt andet af studieordninger og undervisningsplaner, som besluttes i studienævnet.
”Center for Journalistik og Efteruddannelse” er en delvis selvstændig enhed på højskolen. Bestyrelsen ansætter en centerleder til at varetage den faglige ledelse af efteruddannelsernesvirksomheden.
Bestyrelsen har nedsat et praktikudvalg og et optagelsesnævn til at styre højskolens arbejde med optagelsesprøverne og samarbejder med praktikstederne.

Teksten består af en række sætninger der virker som om de blot er listet op efter hinanden, uden sammenhængsskabende overgange og med ligefrem ordstilling i alle sætninger. Og kun en enkelt sætning indeholder en uddybende ledsætning/bisætning: … der ansætter rektor.   

For mig at se er sproget her bundet af lixtællingens spændetrøje.

Mere lødige tekstbetragtninger

Langt mere lødige og frugtbare sprogteknikker får vi gennem stilistikken, der ser på formens betydning for og indvirkning på indholdet. På den måde kan stilistiske indfaldsvinkler bruges både til sproglig analyse og som personligt skriveredskab.

Stilistikken ser bl.a. på konkrete elementer som ordklasser, ordstilling, sammenhængsmarkører (både bagud og fremad i en tekst), fortællervinkel og indramningen af en tekst: indledning og afslutning set som særlige markører.

Det vil føre for vidt at komme ind på det hele her (læs fx Stilistik til tiden, Samfundslitteratur), men en vigtig læsbarhedsfaktor er fx andelen af substantiver i en tekst: For mange substantiver gør teksten tung og stillestående (jf. eksemplet ovenfor), hvorimod mange aktive verber skaber liv og bevægelse i teksten. Mht. ordstilling er variation afhørende. I stedet for gentagen ligefrem ordstilling som i eksemplet ovenfor kan vi sætte andre led på førstepladsen i nogle af sætningerne fx adverbialer/biled: Kort efter gik det galt - her hopper subjektet/grundleddet så ned efter verbalet/udsagnsleddet. Det samme sker når vi sætter objektet/genstandsleddet på førstepladsen:  Den farve kan jeg ikke lide. Mulighederne står i kø.

Den form for professionelle teksttilgange skaber større sprogforståelse og -viden og gør det i det hele taget sjovere og mere udbytterigt både at læse og skrive tekster. 

Lixtællinger brugt alene er den alt for nemme og primitive løsning.